Vil du være slammer?

Vil du være slammer?

Vil du stille op til Science Slam som deltagende "slammer"? Alt det kræver er, at du er ansat som forsker på Aalborg Universitet. Og at du er motiveret til at præsentere din forskning på en anden måde, end du er vant til.

Science Slam er båret af modige forskere fra Aalborg Universitet, der stiller sig op på scenen, foran et stort publikum, og præsenterer deres forskning på en anderledes måde - på kun 6 minutter og uden brug af traditionelle redskaber som PowerPoints.

Du bestemmer selv, hvilken af din forskning du vil præsentere, og vi inspirerer dig gerne til, hvad du skal være særlig opmærksom på i din præsentation, når reglerne, rammerne og publikum er andre, end du er vant til.

HANS HÜTTEL, VINDER AF SCIENCE SLAM 14

- Det vigtigste er at være med. For mig var det bedste ved aftenen at være sammen med de andre deltagere. Jeg lærer en masse om mine kollegers udtryk og om det, de brænder for, ved at se dem performe. Ligesom i undervisning er der ikke én stil, der virker, men mange forskellige tilgange, der alle kan virke.

- Det, jeg kan lære som formidler, er at fatte mig i korthed og at få det centrale budskab til at stå klart frem. Og så selvfølgelig også nye metoder til visualisering. En papkasse kan gøre underværker.

Jørgen Riber, vinder af Science Slam 13

- Formen gik rent ind hos publikum og gav os som forskere en stor udfordring. Vi blev tvunget til at kondensere vores langvarige forskningsprojekter til ganske korte oplæg.

Er du forsker på Aalborg Universitet og har du fået interesse i at deltage i Science Slam, så kontakt projektleder Rune Steiness, 9940 3476 eller rs@adm.aau.dk.